Når vi træder ind i et nyt år, står vi alle et øjeblik i det åbne. Vi ved ikke, hvad der venter os – hverken af glæde eller udfordringer. Og netop dér, i uvisheden, bliver håbet levende. Ikke alene som ønsketænkning, men som en dybtliggende kraft i os.
I Åndsvidenskaben også kaldet kosmologien, som jeg er meget inspireret af, beskrives håbet som noget langt mere end en følelse.
Håbet er en organisk psykisk funktion, lige så virkelig som vores syn og hørelse. En indre sans, der træder i kraft af sig selv, når mørket bliver tæt, og når vi mister fodfæstet i det kendte.
Jeg oplever, at denne forståelse giver håbet en helt ny værdighed: Det er ikke noget, vi skal skabe – det er noget, vi allerede bærer i os.
Håbet er som en lille evig lysflamme, der aldrig slukkes. Også når vi tror, at alt er håbløst, brænder flammen stadig, om end måske skjult bag frygt, skuffelse eller træthed. For håbløshed findes i virkeligheden kun i vores tanker – ikke i livet selv.
Livet holder altid en mulighed åben, også når vi ikke kan se den.
At håbe “rigtigt”
Martinus Thomsen (1890-1981) den danske forfatter og mystiker der har beskrevet kosmologien, minder os også om noget vigtigt: vi kan håbe rigtigt og vi kan håbe “forkert”. Når vi knytter håbet til bestemte udfald, bestemte mennesker eller bestemte forventninger, gør vi os sårbare for skuffelse. For livet følger ikke vores forestillinger – det følger sin egen større orden.
Når vi derimod lader håbet rette sig mod det, vi selv kan være, ændrer alt sig. Når håbet bliver et stille ønske om at være til glæde og til gavn – dér bliver håbet ikke brudt. Dér bliver det til ro, til glæde og til en dyb oplevelse af mening.
Jeg oplever, at dette er en vigtig påmindelse ved begyndelsen af et nyt år:
Vi behøver ikke vide, hvad der vil ske. Vi behøver ikke kontrollere fremtiden. Vi kan i stedet øve os i at stille os åbne, nærværende og villige – og lade håbets flamme vise vejen skridt for skridt.
Når vi gør det, sænker der sig ofte en stille fred i sindet. En fornemmelse af, at vi ikke går alene ind i det nye år.
At livet selv går med os.
Må dette år blive et år, hvor vi tør stole på håbet som den indre sans, det er – og lade det belive lyset i os og hinanden.
Denne tekst er inspireret af Martinus Thomsen og artiklen: “Håbet og det nye år”.
Håb i livet
Med stor glæde oplever jeg, hvordan klienter i klinikken og ude i de hjem jeg kommer, også som hjemmesygeplejerske – ser lysere på livet, når håbet belives.
Og netop fordi håbet er at betragte som en ligeså realistisk organisk funktion som synet og hørelsen, men blot med den forskel at den er af sjælelig eller psykisk art – ja, så er jeg overbevist om at håbet også lader sig positivt påvirke af en velafbalanceret krop.
Og det mener jeg fordi alle de indre organer i kroppen, hver især er knyttet til forskellige følelser, som lader sig positivt afbalancere med akupunktur, zoneterapi, en god snak og en kærlig indstilling til livet.
Må 2026 blive dit år – fyldt af kærlighed og magiske øjeblikke med oplevelsen af evig håb og visheden om at det nytter at styrke sind, krop og immunforsvar.
Selv har jeg valgt fordybelse og ro som mine temaer og retning, hvor det også handler om at nyde øjeblikket og skabe gode vibrationer.
Tak fordi du læser med.
Energifyldte og livsglade hilsner ❤ Mette
