Taknemmelighed som livspraksis

Det lys, vi beliver i hinanden: Julerefleksioner fra Lift Your Life

Når året nærmer sig sin afslutning, bliver jeg ofte stille indeni. Det er, som om tiden inviterer til eftertanke, til taknemmelighed og til at mærke, hvad der egentlig betyder noget.

Derfor vil jeg begynde med det vigtigste:

Tak.

En stor, varm og hjertelig tak for året, der er gået – og en kærlig jule- og nytårshilsen til dig, der læser med.
Jeg ønsker dig en glædelig jul og et godt, spændende, lykkebringende og magisk nyt år 2026.

Taknemmelighed – årets tema

Hvis jeg skulle sætte én overskrift på året, der er gået, så er det taknemmelighed.
Taknemmelighed for alle jer, der har fundet vej til klinikken.
Taknemmelighed for alle de hjem, jeg får lov at træde ind i og give zoneterapi og akupunktur.
Og taknemmelighed for de mange samtaler – dybe, ærlige og udviklende – som opstår, når mennesker mødes i tillid.

Jeg bliver igen og igen berørt over det, klienter deler med mig af oplevelser som resultat af behandling:
Et stærkere immunforsvar, mere energi, bedre søvn, færre smerter, hedeture, der aftager og en krop, der begynder at samarbejde igen.

Jeg siger det med ydmyghed – at jeg ikke kan helbrede, men jeg ser igen og igen hvordan det nytter at arbejde med kroppens biokemiske ligevægtsregulering, og hvordan det styrker både krop og sind. Nogle kommer med udfordringer, som ikke forsvinder, men lindres og mange finder redskaber, forståelse og måder at være i det, der er svært, uden at det fylder alt.

Kroppen, følelserne og den kærlige tanke

Noget af det vigtigste, jeg ser igen og igen, er betydningen af at være i kontakt med sine følelser. At tænke kærligt. At se livets udfordringer som netop dét: udfordringer – ikke byrder, men noget vi kan handle på, forholde os til og nogle gange lære at leve med.

Jeg har gennem årene haft mange klienter med kræft tæt inde på livet.
Nogle er kommet igennem et forløb og står i dag på den anden side. Andre lever med det, lægerne kalder uhelbredelig kræft.

Fælles for dem er, at styrkelse af kroppen, nervesystemet og livsmodet gør en forskel. Og jeg føler mig dybt taknemmelig for at få lov til at være en del af den proces – også når det handler om lindring, støtte og nærvær.

Tak til hver eneste, der viser mig den tillid.

julegaver

Julestemning – hvad er det egentlig?

I årets jule- og nytårsvideo, deler jeg mine refleksioner over julestemning.
For mig handler julen i høj grad om lys.

At tænde lys – og reflektere og belive lyset i andre.

Jeg taler om det indre lys, som jeg kalder Kristuslyset, der for mig er den iboende kærlighed, bevidsthed og livskraft, som findes i hvert eneste menneske. Det lys, vi kan spejle for hinanden. Hjælpe hinanden med at se og med at vokse.

Men det er også helt konkret:
Stearinlys i hjemmet. Lys i klinikken. Lys, der byder velkommen.

Jeg bor alene – og sørger for at lysene i hjemmet tænder, inden jeg kommer hjem. Så jeg kan åbne døren og sige: “Det er bare mig – er der nogen hjemme?” Og ja. Det er der. For lyset er tændt. Stemningen er der. Og det gør noget ved hjertet, selvom der ikke er andre i huset.

Julen minder os – midt i mørket – om at være gode ved hinanden. Om at give. Om at dele. Og om at lade gavekulturen være mere end pakker: nemlig kærlighed i handling.

Lyset i mørket – i åndsvidenskabeligt øjemed

Hvis du har lyst til at fordybe dig yderligere i julens stemning – set i et kosmisk og dermed åndsvidenskabeligt perspektiv – kan jeg varmt anbefale Martinus Verdensbillede Podcast. I en særlig podcast-adventskalender over fire afsnit sætter journalist Mette Milling, psykolog og forfatter Sören Grind samt underviser Solveig Langkilde fokus på julens tid – lyset i mørket.
Med afsæt i Martinus’ åndsvidenskab og inspireret af foredraget Julestemning (1958) inviteres lytteren ind i refleksioner over mørke og lys, håb, næstekærlighed og den indre jul – som en bevidsthedstilstand snarere end blot en højtid.

Og har du lyst til at vide mere om åndsvidenskab, kan du ved lejlighed læse mit blogindlæg:
Et kærligt og logisk verdensbillede – en introduktion til åndsvidenskaben

Når julen overrasker

Julestemning er også det, der opstår, når et menneske overrasker et andet.

Allerede tidligt i december blev jeg kontaktet af et menneske, som havde læst blogindlægget:
“At leve med kræft – en rejse med både krop og sind”, hvor Birgitte og Emiel fortæller om livet med en kræftdiagnose .
Vedkommende ønskede – helt anonymt – at donere tre behandlinger i Lift Your Life som en ekstra julegave til Birgitte.
Det må da siges at være en næstekærlig handling, som vidner om omsorg, medmenneskelighed og stor hjertevarme midt i juletiden.

Klienter er kommet med chokolade, indpakkede gaver, en kom med et lille juletræ med et kærligt “Merry Christmas” og en klient gik ud ad døren – og listede sig tilbage for at stille to store papirposer på bordet i samtalerummet, mens jeg behandlede i det andet
Den ene pose med en opskrift på en lækker jule-øl-kage samt ingredienser til den og den anden pose med julelækkerier.

Den slags sætter sig naturligvis i hjertet.

Men jeg er lige så taknemmelig for en SMS med “1000 tak for en dejlig behandling”, som for et smil, øjenkontakten og et kærligt håndtryk eller et varmt knus, når et menneske går ind eller ud ad døren. Ja, bare det at vi har hinanden i tanken – gør en forskel.
Alt beriger mit hjerte.

Hvad bringer 2026?

Jeg vil fortsat være på klinikken, som jeg plejer – fire dage om ugen fra morgen til aften og fortsat glæde mig over at behandle klienter i eget hjem. Men jeg vil også øve mig i noget nyt:

Rolighed

Jeg vil ikke længere skynde mig. Ikke på toilettet. Ikke når jeg vasker hænder. Ikke når jeg sætter nåle. Ikke når jeg skriver journal. Ikke når jeg kører til fra arbejde. Ikke når jeg laver mad eller spiser og for den sags skyld når jeg vasker op.

For resultatet bliver det samme – men oplevelsen bliver dybere.

For mig skal resten af livet være en fordybelse.
I det, jeg laver. I det formidler. I hvert gøremål. I min sport. I min hverdag. I hvert menneske, jeg møder og i den åndsvidenskab, som jeg elsker at fordybe mig i.

Her handler det ikke om jeg lykkes, og om jeg når et mål, men om en retning, jeg gerne vil bevæge mig i – i det tempo jeg formå.

Tak – og på gensyn

Tak til dig, der læser med.
Tak for året, der er gået og på kærligt gensyn i 2026.

Rigtig glædelig jul og godt nytår til dig og dine.

Energifyldte og livsglade hilsner ❤ Mette

Få nye indlæg sendt på mail:

Tilmeld dig og få en mail, når jeg har skrevet nyt indlæg.

Seneste indlæg

Læs videre

cancer og livsglæde

At leve med kræft – en rejse med både krop og sind

Jeg har længe haft lyst til at skrive om kræft – ikke kun som sygdom, men som en del af livet. For mig begyndte det, da min mor døde af brystkræft, og siden har jeg mødt mange mennesker i klinikken, der har kræft tæt inde på livet og som heler på hver deres måde.

Læs mere »
Nordjyllands sjæl

Sommer, åndsvidenskab og inspiration

Sommerferien har bragt mig på nye eventyr, og på rejsen blev jeg igen mindet om, hvor meget jeg elsker mit arbejde – at kunne hjælpe mennesker med at finde ro, energi, bedre søvn og lindring for smerter.

Læs mere »
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få tips & tricks til at holde kroppen på toppen.

* indicates required

Intuit Mailchimp

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få tips & tricks til at holde kroppen på toppen.

* indicates required

Intuit Mailchimp