Jeg har længe haft lyst til at skrive om kræft – ikke kun som sygdom, men som en del af livet. For mig begyndte det, da min mor døde af brystkræft, og siden har jeg mødt mange mennesker i klinikken, der har kræft tæt inde på livet og som heler på hver deres måde.
I dette blogindlæg møder du Birgitte og Emiel, som danser sig til livsglæden og samler ind til Dans mod Cancer.
Et personligt spor
Min mors død og ønsket om at gøre en forskel
For 50 år siden, i 1975, mistede jeg min mor til brystkræft. Jeg var 14 år, min søster 11.

At sige farvel og lægge blomster på en grav vækkede noget i mig — et ønske om at ville gøre en forskel og forstå kræftens gåde så langt, jeg kan nå i dette liv. Min mors tidlige død gav mit eget liv et nyt perspektiv, fordi det er tydeligt, at timeglasset løber forskelligt ud for os alle.
Derfor handler det for mig om at italesætte og turde handle på drømme og ikke udsætte det, der kan skabe livsglæde i dag.
Gennem mit arbejde har jeg mødt mange mennesker, særligt kvinder, der har været udfordret af brystkræft. Forløbet er aldrig ens, men fælles for dem alle er behovet for støtte – både fysisk og psykisk – under en tid præget af uvished, behandlinger og store livsomvæltninger.
Jeg har erfaret, hvordan akupunktur og zoneterapi kan styrke kroppen før og under kemobehandling, så immunforsvaret får bedre betingelser, energien langsomt vender tilbage, og senfølgerne kan lindres. Samtidig er samtalen en vigtig del af behandlingen. At turde tale åbent om bekymringer, håb og frygt – også om døden, når det er nødvendigt – kan skabe en ro og en klarhed, der giver plads til at leve midt i det svære.
For mig handler det om at se hele mennesket og at støtte både krop og sind i den proces, der følger med en kræftdiagnose.
Her på videoen er du med på mine forældres grav i 2025, hvor min mor Ea har været død i 50 år
Dans mod Cancer – Birgitte og Emiel vælger livsglæden
Jeg møder af og til mennesker, for hvem kræften af lægerne er erklæret uhelbredelig — men selv her ser jeg livsmod og valg om glæde.
Et smukt eksempel er Birgitte, som lever med kræft, men har valgt livsglæden.
Sammen med Emiel danser hun sig gennem dagene; de har danset dagligt i årevis, afholder workshops og deler den livsglæde med andre. De står bag initiativet Dans mod Cancer, hvor de gennem danseworkshops samler penge til Knæk Cancer.
Her tjener de ikke selv penge men donerer alle beløb.
Dans med – doner et beløb eller nyd deres fortælling og lad dig inspirere
I 2025 er det tredje år, de afholder deres workshops; deres mål er at samle omkring 30.000 kr. i år, så det samlede beløb på tre år når 100.000 kr.
Alle kan hjælpe deres indsamling – også selvom man ikke deltager i en workshop.
Man kan frit donere et beløb.
Blandt arrangementerne er en Rueda de Bachata-workshop lørdag d. 25. oktober kl. 11–13 på Himmelev Skole i Roskilde, arrangeret i samarbejde med Salsa Latina.
Jeg har haft fornøjelsen af at interviewe Birgitte og Emiel umiddelbart efter en af deres danse-instruktions-aftener på havnen i Roskilde en smuk sensommeraften i august 2025.
Hør Birgitte og Emiel sætte ord på hvordan vi alle kan vælge livsglæden
Oplev Birgitte og Emiel instruere i dans på havnen i Roskilde
Hør Birgitte give gode råd om livet med kræft
Birgitte modtager behandling med akupunktur og zoneterapi på klinikken Lift Your Life i Roskilde og vi taler videre om livet udfordret af kræft. Der er ingen videoklip, så lyt med og lad dig inspirere af Birgittes livsmod og gode råd.
At vælge livet — også når sygdommen er en del af hverdagen — er en stærk påmindelse om, hvad der betyder noget.
Tilbage til klinikken
Mit arbejde er et tilbud om at styrke kroppen og sindet, så den enkelte får bedre forudsætninger for at blive rask – eller så rask det kan lade sig gøre.
Positive forløb med at styrke kroppen
I klinikken har jeg med stor glæde set, hvordan klienter, der kombinerer den konventionelle behandling med zoneterapi, akupunktur og den coachende samtale, kommer positivt igennem deres forløb — og ofte erklæres kræftfri.
Samtidig er det vigtigt for mig at understreger jeg aldrig udgiver mig for at kunne helbrede kræft!
Og selvom jeg har set mange positive forløb, har jeg også gennem årene sagt farvel til klienter der døde som følger at deres kræftsygdom. Det rykker dog ikke ved, at der i mig bor håbet om at se spontane og ”uforklarlige” helbredelser ske – også med klienter i Lift Your Life, selv når mennesker er erklæret uhelbredelige syge, og det håb bygger jeg på historier fra ”fra den store verden”, hvor Anita Moorjani er et godt eksempel.
Fra frygt til frihed
– Anita Moorjanis rejse fra kræft til helbredelse gennem en nærdødsoplevelse
Anita Moorjani er en kvinde, der blev kendt for sin dybt rørende og inspirerende historie om helbredelse og bevidsthed. Efter flere års kamp med en aggressiv kræftsygdom lå hun i 2006 i koma, mens hendes krop var fuld af tumorer, og lægerne mente, at hun kun havde få timer tilbage at leve i.
Under komaen oplevede hun en nærdødsoplevelse, hvor hun følte sig forbundet med en altomfattende kærlighed og forstod, at hendes sygdom var et resultat af frygt og selvundertrykkelse.
Da hun vågnede, begyndte hendes krop mirakuløst at hele, og få uger senere var kræften forsvundet. Hendes oplevelse førte til bogen At dø for at leve (engelsk: Dying to be em), hvor hun deler sin indsigt i, hvordan ægte healing begynder, når vi lever i overensstemmelse med vores sande selv og uden frygt.

Bogen er meget anbefalelsesværdig at læse, og jeg vil i tillæg opfordre alle til at opleve Anita Moorjani på hendes YouTube kanal også: Se videoen: Woman in Coma Nearly Dies and Discovers the Purpose Behind Her Pain | Anita Moorjani
Stor tak til Birgitte og Emiel og tak fordi du læser med
Hvis du finder inspiration i dette blogindlæg, må du meget gerne dele det med andre – jo mere livsglæde og flere positive vibrationer vi kan sprede, jo bedre.
Energifyldte og livsglade hilsner ❤ Mette



